Fuglenes personlighed er vidt forskellig. Det som er en selvfølge for naboens ”Coco” kan være helt forkert for ens egen ”Lulu”.
Man skal gøre sine egne erfaringer mht. træning af ens egen gøje.
Desuden skal man også lige huske, at en gøje’s adfærd absolut ikke minder om en hund eller kat.
(Vores Vera kan dog sige ”vov-vov”, men det var ikke lige det vi mente!)

Inden man forsøger at komme i tæt kontakt med det nye familiemedlem, skal den have lov til at sidde i ro og fred i sine nye omgivelser i nogle dage.
På den måde kan den stille og roligt holde øje med hvad der foregår omkring den og derved langsomt vænne sig til sin nye familie.
Det er en god ide, at undgå høje lyde, hurtige bevægelser eller lignende uvante oplevelser.
Når man fodrer den skal man tale stille og roligt med den.
Efter kort tid vil den føle sig tilpas i sit nye hjem og bliver ikke længere urolig, når man nærmer sig buret.

Nu er det så på tide, at vænne den til ens hånd. En god ide er, at tilbyde den en lækkerbisken; det kan være en jordnød, vindrue eller lign.
Ens tålmodighed bliver på denne måde sat på en hård prøve.
Før eller senere kan den ikke modstå fristelsen og tager imod tilbuddet.

Ha’ aldrig handsker på ved en sådan lejlighed, da mange fugle har utrolig dårlig erfaring med handsker, hvis det er importerede fugle.

Når fuglen ikke længere viger tilbage, skal man med omhu forsøge, at få den til at stige op på ens hånd.
( Det lød da rimelig let, ikke ?!?)
Man holder ganske enkelt hånden hen imod den; selvom den forsøger at komme væk, bevæger man langsomt hånden tættere på og tvinger den enten til at sætte sig op eller flygte.
Hvis den er stækket, vil den efter flere flugtforsøg, der som regel ender med en tur på bunden af buret, foretrække at sætte sig op på hånden.
Når fuglen ikke længere er utryg ved hånden, kan man forsøge at tage den ud af buret.
(Det her kræver en god portion tålmodighed – nogle fugle er hurtigere end andre, ligesom vi mennesker er
vidt forskellige, så er dyrene det altså også!!!!!!)
Man kan også tilbyde fuglen en træpind og efterhånden gøre denne kortere med henblik på, at ens hånd kommer nærmere. Men man skal huske på, at den måske aldrig vil vænne sig til hånden ved denne metode, så derfor mener vi, at det ikke er den bedste metode.

Det er vigtigt at understrege, at fugle søger til de højere luftlag. Her føler den sig mere sikker.
Det gælder også når den sidder på ens arm.
Når først den har vænnet sig til at sidde på skulder, vil den meget nødigt forlade dette udkigstårn.
De kan åbenbart godt lide at sidde i højde med ens hoved.
Kun meget selvsikre gøjer klatrer også nedad. Det kan bl.a. ses ved deres adfærd i bur.
Nogle henter frugtstykker op fra bunden, hvorimod mindre selvsikre fugle aldrig  ville drømme om dette.

Det hele afhænger af fuglens alder og tilstand samt ens egen tålmodighed, så det er umuligt at sige, hvor lang tid det vil tage, at have opnået lidt tillid fra fuglens side.
Ofte går fuglens tillid til ejermanden så langt, at den betragter denne som sin ”partner” og alt hvad det indebærer.
Det kan bl.a. være at blive nusset i nakken. Bliver disse behov ikke opfyldt, forkommer fuglen og viser sin ”utilpashed”. Den vil begynde at skrige, plukke sig og lignende.
Sådanne psykiske skader kan bl.a. være forårsaget af, at fuglen har haft adskillige ejere og det er ét af de sørgelige resultater af tæmningsulejlighederne.

Gøjen bestemmer trods alt selv om den har lyst til at blive nusset lige nu. Hvis ikke, vil den afværge med næbbet, så man må ganske enkelt vente til at den stritter med nakkefjerene og holder hovedet på skrå.
Man skal blot finde ud af, hvor den helst vil have det. Det kan være ved kinden, øret, nakken, panden eller på vokshuden.
Jo længere gøjen kender sit menneske, desto mere vil den acceptere.
Vores Viggo kan f.eks. godt li' at ligge i arm på ryggen og blive nusset på maven.
( Men hun ved nok heller ikke han er en gøje !!! )

Hvis man får fuglen som  voksen,  når den havner i menneskehænder,  vil det tage betydelig længere tid at tæmme den og i de fleste tilfælde være meningsløst.
I disse tilfælde er den bedste løsning, at have et par i en voliere.

Fugle, som i en meget ung alder kommer i menneskehænder, er faktisk de eneste som udvikler sig til rigtig gode tamfugle og måske også ”talere”.
Gøjens køn er underordnet. Kun hos små fugle, som undulater og mindre papegøjearter, er det hannen som er tydeligt mere begavet end hunnen.
De bedst egnede er dem, som er avlet i fangenskab. Kun på denne måde kan man fastslå fuglens rigtige alder.

Teknikken i taletræning er rimelig enkel. Man udtaler tydeligt de ord, som man synes gøjen evt. skal kunne; ord med mindst 2 vokaler er at foretrække.
Vores ene han-undulat, som bliver 6 år til sommer kan sige ”hallo” og ”Hansi”.
Før eller siden vil fuglen udtale ét af disse ord, hvor man oftest mindst venter det. Alt efter intelligens vil den i løbet af nogle måneder kunne sige en række lyde og måske ord, som den har fået fat i.
Man skal dog huske på, at en gøje aldrig vil forstå ordets betydning, selvom det i nogen situationer godt kunne virke sådan.
Det bedste træningstidspunkt for taletræning er aftentimerne; åbenbart er gøjens koncentrationsevne størst på dette tidspunkt.